Indholdsfortegnelse:


1. Hvad er patientforsikring
2. Udviklingen af Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring
3. Udvidelse af patientforsikringslovens dækningsområde
4. Dækningsområde
5. Patientforsikringsdækningen
6. Erstatningsberegning
7. Forholdet mellem forsikringsdækning og tandlægens mangelansvar
8. Ansvarsdækning
9. Patientskadeforsikringen og klagesystemet
10. Sagsbehandlingen

1. Hvad er patientforsikring

Med vedtagelse af patientforsikringsloven (PFL)(lov nr. 367 af 6. juni 1991), som trådte i kraft den 1. juli 1992, ønskede lovgiver at indføre mere brugervenlige regler for erstatning for skader opstået i forbindelse med behandlinger i sundhedsvæsenet. Med vedtagelse af patientforsikringsloven, der i sidste øjeblik blev begrænset til kun at gælde for det offentlige sygehusvæsen, blev det hidtidige ansvarssystem erstattet med en såkaldt "no fault" forsikringsordning, der bygger på følgende hovedelementer:

1) Patientens ret til erstatning beror ikke på, om nogen person har pådraget sig ansvar for skaden i kraft af en begået fejl; culpareglen er erstattet af en form for udvidet virksomhedsansvar.

2) Erstatning ydes gennem en - obligatorisk - forsikringsordning, der finansieres af dem, der driver den pågældende virksomhed.

3) Selv om erstatningen som udgangspunkt udmåles efter almindelige erstatningsregler, fraviges disse på en række punkter, således at reglerne om erstatningskravet skræddersyes efter de særlige behov på området.

4) Behandlingen af erstatningskrav foregår i et særligt skadereguleringssystem, således at tvister om kravets berettigelse ikke skal afgøres ved domstolene.

Ved lov nr. 430 af 10. juni 2003 er patientforsikringsloven udvidet til at omfatte hele sundhedsvæsnet således at loven nu dækker erstatning til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, som er foretaget

1) på sygehus eller på vegne af dette,

2) af sundhedspersoner og andet personale som led i den præhospitale indsats efter sygehusloven,

3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i amtstandplejen og under de kommunale sundhedsordninger eller på vegne af disse,

4) på universiteternes tandlægeskoler,

5) af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner,

6) af læger, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, eller

7) af læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger.

De enkelte regler er beskrevet i kapitel nedenfor. Udgangspunktet for udmåling af erstatning er, at den følger reglerne i lov om erstatningsansvar (EAL), og at de almindelige erstatnings­ansvarsregler i øvrigt finder anvendelse på erstatningskravet. Den vigtigste undtagelse fra EAL er, at erstatning ikke ydes for skader, hvor erstatningskravet er under 10.000 kr.

2. Udviklingen af Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring

Skader i forbindelse med tandbehandling optræder ikke særligt hyppigt. Opgørelse fra de sidste 5 år viser, at der anmeldes ca. 700-800 patientskader årligt. Med ca. 3.500 dækkede privatpraktiserende tandlæger svarer det til, at en tandlæge gennemsnitlig oplever en patientskade ca. hvert 4-5 år. De fleste skader kan ofte afhjælpes uden varige mén, men i nogle tilfælde optræder alvorlige skader med fysisk og psykisk mén til følge.

Tandlæger har derfor altid haft en ansvarsforsikring, der dækkede mod de erstatningskrav, som en forvoldt patientskade kan afstedkomme. Dansk Tandlægeforening erkendte i midten af 1980'erne behovet for at ændre erstatningsreglerne i sundhedsvæsnet.

Indførelsen af patientforsikringsordninger i de øvrige nordiske lande og ændret retspraksis i de seneste års domstolsafgørelser markerede klart et behov for en ændring.

Folketinget vedtog en patientforsikringslov, som trådte i kraft den 1. juli 1992. Loven blev i sidste øjeblik begrænset til kun at gælde for det offentlige sygehusvæsen.

Dansk Tandlægeforening ønskede at være forud for loven med en forsikring, der var bedre tilpasset tandlægepatienters behov, og etablerede derfor en kollektiv patientforsikringsordning i forbindelse med Dansk Tandlægeforenings Praksisforsikring, der trådte i kraft den 1. januar 1990 omfattende alle privatpraktiserende tandlæger i Danmark.

Patientforsikringen udvidede dækningsområdet for skader ved tandbehandling til også at omfatte en række hyppigt optrædende hændelige uheld, hvor tandlægen var uden ansvar bedømt efter de almindelige erstatningsregler (culpareglen). På baggrund af de første års erfaring med omfanget og karakteren af skader, de administrative og forsikringsmæssige forhold samt et skøn over økonomien var det muligt at forbedre dækningen i ordningen.

Med bistand fra prof., dr.jur. Bo von Eyben blev Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring med virkning fra den 1. januar 1995 ændret til at dække i overensstemmelse med patient-forsikringsloven, men tilpasset de særlige forhold på tandlægeområdet. Med virkning fra den 1. januar 1998 etableredes et ankenævn under Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring, med en forretningsorden efter samme model som Det offentlige Patientforsikringsankenævn. Tandskadeankenævnet er beskrevet i kapitel 4.

1. januar 2001 blev bagatelgrænsen under forsikringen nedsat fra 3000 kr. til 1000 kr.  Ordningen gav på flere punkter en bedre dækning end patientforsikringsloven:

- Undergrænsen er 1.000 kr. mod 10.000 kr. i patientforsikringsloven.

- Skader under 1.000 kr. dækkes, hvis tandlægen er ansvarlig for skaden efter culpareglen.

- Det er tilstrækkeligt, at skaden er konstateret efter forsikringens ikrafttræden. Efter patientforsikringsloven skal skaden være forårsaget efter lovens ikrafttræden.

Klager over afgørelser i forsikringen før 1. januar 1998 blev behandlet i et paritetisk sammensat udvalg mellem Dansk Tandlægeforening og Codan eller ved domstolene.

3. Udvidelse af patientforsikringslovens dækningsområde

Med udvidelsen af patientforsikringsloven den 6. juni 2003 lever loven nu op til den oprindelige intention om at dække hele sundhedssektoren. Loven gælder for skader forårsaget efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2004.

Udover inddragelsen af den primære sundhedssektor  under loven er der foretaget en række andre ændringer af loven.

1. Loven giver mulighed for at, Indenrigs- og Sundhedsministeren kan henlægge behandlingen af sager efter loven helt eller delvis til en privat institution. Indenrigs- og Sundhedsministeren indgår i så tilfælde de nødvendige aftaler herom.Den 12.december udsendte Indenrigs- og Sundhedsministeriet ”Bekendtgørelse nr. 1099 af 12/12 2003 om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet”

Heri blev det bestemt i henhold til lov nr. 430 af 10. juni 2003 og efter aftale med Dansk Tandlægeforening at:

Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring modtager, oplyser og afgør følgende sager om erstatning efter lov om patientforsikring:

1) Skader forvoldt af autoriserede sundhedspersoner ansat i amtstandplejen, i børne- og ungdomstandplejen samt i omsorgstandplejen, eller på vegne af disse, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 3,

2) Skader forvoldt på universiteternes tandlægeskoler, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 4, og

3) skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede tandlæger, eller på vegne af disse, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 5.

Efter den nye lov betales erstatningerne af det offentlige.

For skader indtrådt hos privatpraktiserende sundhedspersoner ydes erstatningen af den amtskommune eller Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner, hvor den privatpraktiserende autoriserede sundhedsperson har sin praksis, eller hvor det private sygehus er beliggende. For skader indtrådt under kommunale sundhedsordninger, amtstandplejen og på tandlægeskolerne påhviler erstatningspligten de driftsansvarlige, dvs. kommunen, amtet eller tandlægeskolen. Amtskommunerne, kommunerne og tandlægeskolerne kan vælge, om de vil være selvforsikrede eller tegne forsikring til dækning af erstatningsansvaret. Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring var i forbindelse med forhandlingsaftaler med sygesikringen blevet delvis kompenseret for erstatninger til skader opstået i privat tandlægepraksis i den tidligere frivillige forsikringsdækning.

I forbindelse med den udvidede dækning indgik Patientskadeforsikringen  aftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet om fordelingen af udgifterne til erstatning og administration, jf. bilag 6. Aftalen gælder for alle skader forårsaget efter 1. januar 2004 og omfatter erstatninger på 10.000 kr. og derover.  For privatpraktiserende autoriserede tandlæger gælder dog som tidligere en undergrænse på 1.000 kr. Skader forårsaget før 1. januar 2004 er dækket efter de tidligere betingelser for privatpraktiserende tandlæger.

2. Ved patientforsikringslovens vedtagelse i 1991 blev lovens dækningsområde begrænset til kun at omfatte fysiske skader. Det indebærer, at skader, der er af rent psykisk karakter, dvs. skader i form af psykiske symptomer, som ikke står i forbindelse med skader af  fysisk karakter, faldt uden for lovens dækningsområde. Denne begrænsning er nu ophævet, således at loven nu omfatter såvel fysisk som psykisk skade.

3. Ved lovændringen er der indført informationspligt over for patienter om retten til erstatning efter loven. Herefter påhviler det enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter loven, at informere skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med en anmeldelse. En eventuel overtrædelse af informationspligten kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn af den involverede patient.

4. I den tidligere lov var der kun mulighed for at gøre regres mod den ansvarlige sundhedsperson, hvis skaden var forvoldt forsætligt. Ved lovændringen er regresadgangen udvidet, således at der kan rejses regreskrav, hvis skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.  Denne bestemmelse har medført bekymring hos sygehusansatte, og Dansk Tandlægeforenings Praksisforsikring er derfor blevet bedt om at give mulighed for en forsikringsdækning af tandlæger ansat på sygehuse for skader opstået ved grov uagtsomhed, på samme måde som hospitalsansatte læger har.

5. I den nye lov er indført en bestemmelse om, at ”såfremt en amtskommune m.v., i gentagne tilfælde har ydet erstatning for skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, private sygehuse m.v., er amtskommunen forpligtet til at indberette dette til Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte tilsynsmæssige foranstaltninger i medfør af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for, hvornår indberetning til styrelsen skal foretages”.

4. Dækningsområde

Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring modtager, oplyser og afgør

erstatning efter lov om patientforsikring for:

1) Skader forvoldt af autoriserede sundhedspersoner ansat i amtstandplejen, i børne- og ungdomstandplejen samt i omsorgstandplejen, eller på vegne af disse,

2) Skader forvoldt på universiteternes tandlægeskoler,

3) Skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede tandlæger, eller på vegne af disse, forårsaget efter 1. januar 2004.

For skader forårsaget før 1. januar 2004 dækker forsikringen patientskader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger efter forrige Lov om Patientforsikring nr. 228 af 24/03/1997 §§ 1 – 2 og 3, stk.1 og 3, for skader, der er konstateret af den erstatningsberettigede efter den 1. januar 1994, uanset at denne lov ikke omfattede privatpraktiserende tandlæger.

Erstatning efter lovens § 3, stk. 2, vedr. ulykkestilfælde, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1, nr.2, dækkes af erhvervsansvarsforsikringsdelen.

Retten til at anmelde skader har den skadelidte patient eller en tandlæge.

For skader forårsaget efter 1. januar 2004, dækkes erstatninger på 10.000 kr. og derover. For privatpraktiserende autoriserede tandlæger gælder dog som tidligere en undergrænse på 1.000 kr. For skader, der ikke overstiger 1.000 kr., ydes der kun erstatning i det omfang, den privatpraktiserende tandlæge har pådraget sig et ansvar efter almindelige erstatningsretslige regler. Erstatningskravet skal være anmeldt til forsikringen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag, skaden er forårsaget.

For skader forårsaget før 2004, dog senest 20 år efter den dag, skaden er forårsaget.

Forsikringen dækker erstatning til patienter eller disses efterladte for skader påført her i landet i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende. Den skadelidte har principielt bevisbyrden for, at skaden er omfattet af dækningen, men det påhviler forsikringen så vidt muligt at søge sagen oplyst. Såfremt skadelidte ikke med forsikringens hjælp kan løfte bevisbyrden, afvises sagen Reglerne om grundlaget for erstatning - de erstatningsberettigende skader - findes i patientforsikringslovens § 2, der indeholder 4 forskellige erstatningsregler, og i § 3, stk. 1 og 2.

§ 2, stk. 1:

Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af følgende måder:

Nr. 1: Specialistreglen.

Hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået.

Reglen er udtryk for, at PFL ved bedømmelse af erstatning for skader har forladt culpareglen. Det niveau, som kræves efter culpareglen, er det, som med rimelighed kan kræves af den gode og erfarne gennemsnitslæge/tandlæge. Man kan ikke forlange, at vedkommende skal have erfaring inden for alle specialist­områder. Det særlige ved specialistreglen er, at der ses bort fra behandlerens individuelle forudsætninger.

Det er således tilstrækkeligt for ret til erstatning, at behandlingen ikke har været den bedst mulige under de givne forhold – også selv om denne behandling kun kunne være ydet af en erfaren specialist.

En ”erfaren specialist” er i denne sammenhæng den, der repræsenterer den højeste fagkundskab på det pågældende område. At behandlingen er på ”specialistniveau” vil derfor sige, at der har været givet den bedst mulige behandling i overensstemmelse med videnskab og erfaring på det pågældende område.

Patientforsikringen tager derfor ikke stilling til, om der i det konkrete tilfælde foreligger culpa, hvilket er meget væsentligt, da tandlægen skal kunne hjælpe patienter til at anmelde skader uden derved at risikere en ”culpa-stempling”.

Nr. 2: Apparatursvigtreglen.

Hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskab eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende.

Årsagen til apparatursvigtet er uden betydning. Det er ikke en forudsætning, at der har været en ansvars­pådragende mangel eller fejl ved apparaturet.

Svigt eller fejl kan skyldes dels materialet (i så fald kan der være regres mod producenten efter reglerne om produktansvar), dels mangelfuld vedligeholdelse eller manglende information om rette brug.

En knækket rodfil betragtes som et apparatursvigt, men er i sig selv ikke en patientskade. Det er der først tale om, hvis den knækkede rodfil medfører en skade, f.eks. en rodspidsbetændelse.

Nr. 3: Alternativ metode eller teknik, metodereglen eller facitreglen.

Hvis skaden udfra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som udfra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom.

Det er uden betydning, om behandleren i den konkrete sag ikke kendte til den alternative metode eller teknik. Der lægges heller ikke vægt på, om den alternative metode eller teknik rent faktisk var til rådighed på det pågældende behandlingssted. Ved vurderingen af ligeværdigheden mellem flere metoder eller teknikker anvendes specialistmålestokken. Metoder eller teknikker anses derfor kun for ligeværdige alternativer, hvis en erfaren specialist ville have fundet, at der var en reel valgmulighed mellem de alternative metoder eller teknikker.

Det er et krav:

- at en alternativ teknik/metode stod til rådighed i den givne situation,

- at denne metode/teknik på forhånd fremstod som lige så effektiv til behandlingen af patientens lidelse som den valgte,

- at skaden ud fra en efterfølgende vurdering med overvejende sandsynlighed ville være undgået, hvis man havde valgt den alternative metode.

Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor man skal vælge mellem to eller flere behandlingsmetoder og efterfølgende kan se, at man har truffet et uheldigt valg.

Nr. 4: Rimeligheds- eller tålereglen

Hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling, indtræder skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning.

Reglen opfanger en del af de skader, der falder igennem de første 3 grupper, men hvor det findes urimeligt, at patienten skal tåle skaden uden ret til erstatning. I forbindelse med rimelighedsvurderingen skal der bl.a. tages hensyn til skadens sjældenhed; således vil almindeligt forekommende komplikationer normalt ikke give anledning til erstatning. Grænsen for, hvornår en skade betragtes som sjælden, ligger sædvanligvis ved 1-2%.

Det er et krav:

- at skaden skal være alvorlig set i forhold til grundsygdommens alvor.

Ved vurdering af, hvorvidt skaden er tilstrækkelig alvorlig, skal der som udgangspunkt være tale om, at de faktiske følger af komplikationen er alvorligere end de følger, som grundsygdommen måtte forventes at ville få, hvis den ikke var behandlet.

- at skaden skal være uventet både generelt og konkret vurderet.

Der kan således ikke ydes erstatning for komplikationer, der forholdsvis hyppigt opstår i tilslutning til behandlingen af en bestemt lidelse.

Advokatbistand dækkes som hovedregel ikke, men i tilfælde, hvor advokatbistand har haft væsentlig betydning for sagens afgørelse, er der mulighed for dækning af advokatens honorar.

5.  Patientforsikringsdækningen

Et af de områder, der hyppigst bliver bedømt efter denne regel, er nerveskader. En nerveskade, opstået helt uventet ved en bedøvelse, er dækket efter reglen, hvorimod en nerveskade, der opstår efter f.eks. fjernelse af en visdomstand i undermunden, hvor tandens rødder har direkte relation til nerven, ikke dækkes.

Selv om skaden er den samme i de to tilfælde, ydes der kun erstatning efter reglen i det førstnævnte tilfælde. I det sidstnævnte tilfælde er der derimod tale om en betydelig risiko, som man må kalkulere med ved behandlingen.

Det har ingen betydning for retten til erstatning, om en patient er eller burde være blevet orienteret om en risiko ved en given behandling.

Hvis en patient på baggrund af en information fravælger den bedst mulige behandling, kan patienten dog ikke få erstatning for følgerne af, at en dårligere behandlingsform blev anvendt. I tilfælde af, at en patient kan sandsynliggøre, at en fyldestgørende information om en behandlingsrisiko ville have fået vedkommende til at afstå fra behandlingen og være bedre stillet, hvis behandlingen ikke var udført, så vil der være dækning under erhvervsansvarsforsikringsdelen.

§ 3, stk. 1.

Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet den rigtige diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i de i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 nævnte tilfælde.

Der ydes således kun erstatning for følgerne af, at der ikke blev stillet en rigtig diagnose, hvis enten en erfaren specialist ville have stillet en rigtig diagnose, eller den forkerte diagnose skyldes apparatursvigt. Derimod kan der ikke ydes erstatning efter nr. 3, dvs. udfra en efterfølgende vurdering, eller efter nr. 4, der kun omfatter skader i form af komplikationer ved undersøgelse og behandling. Hvis der imidlertid foretages f.eks. en undersøgelsesoperation med henblik på at stille en diagnose, gælder regel nr. 4 også for skader i forbindelse hermed.

Stk.2.

Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 2, stk. 1, nr. 2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er under behandling mv. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område og under sådanne omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig et erstatningsansvar herfor efter almindelige erstatningsretlige regler.

Skader efter denne regel dækkes for privatpraktiserende tandlæger af Praksisforsikringens erhvervsansvarsdækning.

6. Erstatningsberegning

Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i Erstatningsansvarsloven (EAL).

Lov om erstatningsansvar giver mulighed for at tilkende erstatning for følgende poster:

- Helbredelsesudgifter og andet tab

- Tabt arbejdsfortjeneste

- Tab af erhvervsevne

- Tab af forsørger, overgangsbeløb eller udgifter til begravelse

- Samt godtgørelse for:

- Svie og smerte

- Varigt mén

- Tort

1) Helbredelsesudgifter og andet tab.

Helbredelsesudgifter omfatter i første række udgifter til rimelige og nødvendige foranstaltninger, der har til formål at søge skadelidte helbredt, eller som står i forbindelse med skadelidtes helbredelse.

Reglen giver således dækning for rimelige udgifter til den skadesudbedrende behandling, til medicin m.m. Ligeledes dækkes transportudgifter til behandling, og udgifter til nære slægtninges sygebesøg kan i et vist omfang kræves erstattet. Normalt kan disse krav dog kun dækkes frem til stationærtidspunktet, dvs. det tidspunkt, hvor patientens helbredstilstand selv ved yderligere behandling ikke kan forventes at blive bedre. I visse tilfælde kan der ydes erstatning for poster ud over stationærtidspunktet, eksempelvis i form af langvarige udgifter til medicin eller behandlinger som følge af skaden.

Betingelsen for, at en patient kan tilkendes erstatning for afholdte udgifter til behandling, er i praksis, at behandlingen generelt har en dokumenteret effekt på patientens symptomer, og at behandlingen udføres af en autoriseret medicinalperson.

Ifølge retspraksis anses det ikke for en nødvendig udgift at blive behandlet på et betalingshospital, hvis behandlingen kunne være opnået gratis på et offentligt hospital. Har patienten et krav mod tandlægen på omgørelse af et arbejde, der bliver erstattet ved den skadesudbedrende behandling, skal dette krav opfyldes af tandlægen, og denne del af udgiften dækkes således ikke af forsikringen, jfr. kapitel 2.4. Som eksempel på ”andet tab” kan nævnes de økonomiske tab, der kan opstå som følge af forlængelse af et uddannelsesforløb, udgifter til hjemmehjælp mv. 2) Tabt arbejdsfortjeneste.

Er der forskel på den indtægt, man har modtaget, mens man var syg, og den løn, man ville have modtaget, såfremt skaden ikke var indtruffet, kan denne forskel erstattes.

3) Tab af erhvervsevne.

Erstatning ydes, såfremt skaden vil medføre en varig indtægtsnedgang, eller såfremt det må forventes, at fremtidsmulighederne for at bibeholde den nuværende indtægt er blevet væsentlig forringet.

Der ydes godtgørelse for:

1) Svie og smerte.

Godtgørelsen ydes for de midlertidige gener i sygdomsperioden. Godtgørelsen udmåles efter bestemte takster, der pr. 1. januar 2005 udgør kr. 145,00 pr. dag, dog max. kr. 56.000,00. Godtgørelse kan i særlige tilfælde gives, hvis skaden fortsat medfører fysiske gener eller indskrænkninger, selv om skadelidte har genoptaget arbejdet.

2) Varigt mén.

Godtgørelsen ydes for varig helbredsforringelse. Det er dog en betingelse, at ménet som følge af patientskaden, udgør mindst 5%. Méngraden fastsættes efter Arbejdsskadestyrelsens mén-tabel. Godtgørelsen udgør pr. 1. januar 2005 kr. 6450,00 pr. % ménpr. % mén. Såfremt patienten på skades­tidspunktet er fyldt 40 år, nedsættes godtgørelsen med 1% for hvert år, patienten er over 39, og med yderligere 1% for hvert år, patienten er over 59 år. Nedsættelsen kan dog maksimalt udgøre 40%.

Godtgørelsen udbetales som et éngangsbeløb.

7. Forholdet mellem forsikringsdækning og tandlægens mangelsansvar

Det er en forudsætning for forsikringsdækning, at der foreligger en skade opstået i forbindelse med undersøgelse eller behandling m.m., jf. patientforsikringslovens § 1, eller at tandlægen efter almindelige erstatningsregler har pådraget sig ansvar for en personskade eller tingsskade, jf. erhvervsansvarsforsikringens betingelser.

Heraf følger, at patienters krav på omgørelse af mangelfuldt tandlægearbejde, der alene støttes på tandlægens misligholdelse af kontraktmæssige forpligtelser (mangelsansvar), falder udenfor forsikringsdækningen, og at patienters krav på tilbagebetaling af vederlag ikke dækkes af forsikringen. Der foreligger nemlig ikke nogen skade, sålænge det mangelfulde tandlægearbejde kan udbedres ved en ny tilsvarende behandling. Er dette tilfældet, foreligger der alene et mellemværende mellem tandlægen og patienten, herunder om patienten har krav på at få tilbagebetalt honoraret og evt. få dækket merudgiften, hvis f.eks. omgørelsen sker hos en anden tandlæge til en højere pris.

I tilfælde af, at der er udført fejlbehæftet/mangelfuldt tandlægearbejde i forbindelse med en personskade, er den del af den samlede skadesudbedrende behandling, som erstatter det mangelfulde arbejde, ikke forsikringsdækket. Udgiften til denne del af den samlede skade skal afholdes af den tandlæge, der har udført det fejlbehæftede/mangelfulde arbejde. Det kan være, at en fejlagtigt udført bro har medført, at en tand mistes og skal erstattes af en større bro. Tandlægen skal så betale den del af broen, som erstatter den fejlagtige bro, idet patienten har et retskrav på omlavning af fejlagtigt arbejde. Denne udgift er ikke afhængig af, hvad tandlægen har fået i honorar for den mangelfulde behandling, men beløbet skal dække, hvad omgørelsen reelt koster patienten.

Udføres udbedringen af patientskaden hos den tandlæge, der har forårsaget skaden, fratrækker forsikringen honoraret for selve omgørelsen af det mangelfulde arbejde i honoraret for den samlede skadesudbedrende behandling.

I det tilfælde, at den skadesudbedrende behandling udføres af en anden tandlæge end den, der har udført det mangelfulde arbejde, betaler forsikringen for hele behandlingen og opkræver honoraret for den del af omgørelsen, som patienten har krav på hos den skadevoldende tandlæge.

8. Ansvarsdækning

Tandlægers erhvervsansvarsforsikring dækker også almindeligt erhvervsansvar for person- og tingsskade forvoldt under udøvelse af selvstændig tandlægepraksis, såfremt der ikke er udbetalt erstatning under patientskadeforsikringen. Det er kun aktuelt i relation til patientskader, der ligger under 10.000 kr. grænsen, dog 1.000 kr. for privatpraktiserende tandlæger samt ulykker, der ikke dækkes efter PFL § 2.

9. Patientskadesforsikringen og klagesystemet

Tandlæger er omfattet af:

1) Patientklagenævnet.

2) Det overenskomstmæssige klagesystem.

3) Patientskadeforsikringen.

1) Patientklagenævnet tager stilling til, om tandlægen har overtrådt tandlægeloven eller evt. straffeloven. Patientklagenævnet kan ikke tilkende erstatning eller træffe beslutning om tilbagebetaling af honorar.

2) Det overenskomstmæssige klagesystem behandler klager, der vedrører rent faglige forhold udfra en culpa-vurdering, og kan overfor en tandlæge beslutte, at tandlægen skal tilbagebetale et honorar eller dele af et honorar til patienten. Klagesystemet kan ikke tilkende erstatning til en patient, men der er en lang tradition for, at det i kendelserne tilkendegives, om der er et ansvarsgrundlag, når dette spørgsmål i øvrigt er relevant. Optræder der under sagsbehandlingen mistanke om alvorlig overtrædelse af tandlægeloven eller straffeloven, skal sagen fremsendes til Sundhedsstyrelsen (og herfra til Patientklagenævnet).

3) Patientskadeforsikringen vurderer skader hovedsagelig ud fra patientforsikringsloven og ikke udfra en culpavurdering, og der er derfor ikke nogen direkte forbindelse mellem kendelser i klagesystemet og erstatningsvurderingen i patientskadeforsikringen. Kun i tilfælde, hvor mangelfuldt arbejde erstattes af skadesudbedringen, vurderes der efter culpa-reglen.

Det blev i den oprindelige lov om patientforsikring meget klart fastlagt, at der ingen organisatorisk sammenkædning er mellem patientforsikringen og klagesystemerne. Det blev anset for vigtigt for at sikre patienterne erstatning, at den, der har forvoldt en skade, ikke risikerer, at der rejses en klagesag, selv om man under sagsbehandlingen måtte finde, at der kunne være grundlag herfor. I den nye lov om patientforsikring er der indført et brud på dette princip med indførelsen af bestemmelserne i

§ 9 stk. 3. ” Såfremt en amtskommune m.v. efter stk. 1, nr. 5, i gentagne tilfælde har ydet erstatning for skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, private sygehuse m.v., er amtskommunen forpligtet til at indberette dette til Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte tilsynsmæssige foranstaltninger i medfør af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for, hvornår indberetning til styrelsen skal foretages.”

Ønsker en patient både erstatning og en vurdering af, om behandlingen giver anledning til kritik, må patienten dog stadig indgive en anmeldelse både til Patientskadeforsikringen og til klagesystemet.

I forbindelse med lovrevisionen op til den nye kommunalreform, fremsendte Indenrigs- og Sundhedsministeriet i december 2004 forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet. Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring har meddelt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at det findes yderst uheldigt at samle lov om patientforsikring og lov om sundhedsvæsnets centralstyrelse mv. i en lov med betegnelsen ”lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet.”

Vedtages loven, vil det underbygge den fejlagtige opfattelse, at erstatning for patientskader er betinget af en klage over en sundhedsperson. Det bemærkes, at det næppe kan formodes, at sammenkædning af klage- og erstatningsreguleringen vil have nogle positive effekter overhovedet, idet der netop forefindes en fuldstændig og fuldt finansieret ”no-fault” forsikringsordning. Samtidig findes der intet belæg for bedre forsikringsbeskyttelse ved at blande de to fremmedartede institutioner, som klage og erstatning netop er.

10. Sagsbehandlingen.

Skadesanmeldelsen rekvireres af tandlægen eller af patienten hos sekretariatet. Anmeldelsesblanketten er medtaget som bilag 8. Patienten og eller tandlægen udfylder anmeldelsen og returnerer den udfyldte blanket med relevant journalmateriale og evt. røntgenbilleder til sekretariatet som anbefalet post.


Mangelfulde anmeldelser returneres til tandlægen, som anmodes om at sørge for, at anmeldelsen udfyldes og underskrives korrekt.
Parterne orienteres herefter om, at skadesanmeldelsen er modtaget og registreret samt om, at sagen er sendt til Codan.
Codan fremsender sagen til dets tandlægekonsulent, der oplyser sagen og eventuelt indhenter lægeerklæringer. Sagen afsluttes med en sagsfremstilling og forslag til afgørelse. Codan underretter parterne, herunder Dansk Tandlægeforenings Praksisforsikring, om resultatet og om muligheden for at anke afgørelsen.
Sekretariatet for Praksisforsikringen indscanner og registrerer sagen. Registreringen giver mulighed for at udtrække statistiske og regnskabsmæssige oplysninger.
Alle skadeserstatninger udbetales af Codan.