Hvad gør jeg, hvis jeg får en tandskade?

 

Hvis du mener, der er sket en skade som følge af tandbehandlingen hos

  • en privatpraktiserende tandlæge i Danmark,
  • en tandlæge på Færøerne,
  • en tandlæge i Regionstandplejen,
  • de kommunale tandplejeordninger eller
  • universiteternes tandlægeskoler,

og du ønsker at anmelde det overfor Tandlægeforeningens Patientforsikring, skal du fremsende et anmeldelsesskema i udfyldt og underskrevet stand.

Udfyldelse af anmeldelsesskemaet gøres bedst i samarbejde med din tandlæge, da der til brug ved sagsbehandlingen skal medsendes alle relevante dokumenter, herunder røntgenbilleder fra både før og efter behandlingen.

Du kan også vælge selv at udfylde og returnere anmeldelsen til os med de oplysninger, du er besiddelse af. En eventuel ny tandlæge kan sammen med dig også udfylde bilaget til din anmeldelse.

Vi vil efterfølgende sørge for den videre foranstaltning, herunder at indhente anmeldelse fra den tandlæge, der måtte have udført eller være ansvarlig for tandbehandlingen. Når anmeldelsen sendes til forsikringsselskabet Codan, vil ovennævnte breve og bilag medfølge, ligesom du vil blive orienteret om oversendelsen til Codan. Herefter vil Codan oplyse og afgøre sagen. Såfremt du har spørgsmål til sagen, skal du derfor kontakte Codan, når sagen er oversendt hertil.

Der skal i øvrigt gøres opmærksom på, at det alene er den skadelidte patient eller den tandlæge, der har udført behandlingen eller er ansvarlig herfor, der har ret til at anmelde skaden.