Dansk Tandlægeforening (i dag Tandlægeforeningen) erkendte i midten af 1980’erne behovet for at ændre erstatningsreglerne i sundhedsvæsenet. Indførelsen af patientforsikringsordninger i de øvrige nordiske lande og ændret retspraksis i de seneste års domstolsafgørelser, markerede klart et behov for en ændring.
Folketinget arbejdede meget aktivt med en patientforsikringslov. Denne trådte i kraft den 1. juli 1992, men blev i sidste øjeblik begrænset til kun at gælde for det offentlige sygehusvæsen.
Dansk Tandlægeforening ønskede at være forud for loven med en forsikring, der var bedre tilpasset tandlægepatienters behov, og etablerede derfor en kollektiv patientforsikringsordning i forbindelse med Dansk Tandlægeforenings Praksisforsikring. Ordningen trådte i kraft den 1. januar 1990 og omfattede alle praktiserende tandlæger i Danmark.
Forsikringen blev tegnet af Tandlægeforeningen i forsikringsselskabet Codan.
Med denne forsikring påtog de privatpraktiserende tandlæger sig frivilligt et udvidet ansvar, der dog ikke fratager patienterne nogen rettigheder, dvs. at adgangen til at rejse et evt. krav efter de almindelige erstatningsregler, herunder ved at sagsøge tandlægen, er bevaret.
Tandlægeforeningens Patientforsikringen udvidede dækningsområdet for skader ved tandbehandling til også at omfatte en række hyppigt optrædende hændelige uheld, hvor tandlægen var uden ansvar bedømt efter de almindelige erstatningsregler (culpareglen). På baggrund af de første års erfaring med omfanget og karakteren af skader, de administrative og forsikringsmæssige forhold samt et skøn over økonomien var det muligt at forbedre dækningen i ordningen.
Med bistand fra prof., dr.jur. Bo von Eyben blev Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring med virkning fra den 1. januar 1995 ændret til at dække i overensstemmelse med patientforsikringsloven, men tilpasset de særlige forhold på tandlægeområdet.
Med virkning fra den 1. januar 1998 etableredes et ankenævn under Dansk Tandlægeforenings Patientforsikring med en forretningsorden efter samme model som det offentlige Patientskadeankenævn.
Den 1. januar 2001 blev bagatelgrænsen under forsikringen nedsat fra 3000 kr. til 1000 kr. Ordningen gav på flere punkter en bedre dækning end patientforsikringsloven:
Undergrænsen er 1.000 kr. mod 10.000 kr. i patientforsikringsloven.
Skader under 1.000 kr. dækkes, hvis tandlægen er ansvarlig for skaden efter culpareglen.
Det er tilstrækkeligt, at skaden er konstateret efter forsikringens ikrafttræden. Efter patientforsikringsloven skal skaden være forårsaget efter lovens ikrafttræden.
Klager over afgørelser i forsikringen før 1. januar 1998 blev behandlet i et paritetisk sammensat udvalg mellem Dansk Tandlægeforening og Codan eller ved domstolene.
Med udvidelsen af patientforsikringsloven den 6. juni 2003 lever loven nu op til den oprindelige intention om at dække hele sundhedssektoren. Loven gælder for skader forårsaget efter lovens ikrafttræden den 1. januar 2004.
Udover inddragelsen af den primære sundhedssektor under loven er der foretaget en række andre ændringer af loven.
1. Loven giver mulighed for at, Indenrigs- og Sundhedsministeren kan henlægge behandlingen af sager efter loven helt eller delvis til en privat institution. Indenrigs- og Sundhedsministeren indgår i så tilfælde de nødvendige aftaler herom.
Den 12.december udsendte Indenrigs- og Sundhedsministeriet ”Bekendtgørelse nr. 1099 af 12/12 2003 om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet”
2. Ved patientforsikringslovens vedtagelse i 1991 blev lovens dækningsområde begrænset til kun at omfatte fysiske skader. Det indebærer, at skader, der er af rent psykisk karakter, dvs. skader i form af psykiske symptomer, som ikke står i forbindelse med skader af fysisk karakter, faldt uden for lovens dækningsområde. Denne begrænsning er nu ophævet, således at loven nu omfatter såvel fysisk som psykisk skade.
3. Ved lovændringen er der indført informationspligt over for patienter om retten til erstatning efter loven. Herefter påhviler det enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter loven, at informere skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med en anmeldelse. En eventuel overtrædelse af informationspligten kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn af den involverede patient.
4. I den tidligere lov var der kun mulighed for at gøre regres mod den ansvarlige sundhedsperson, hvis skaden var forvoldt forsætligt. Ved lovændringen er regresadgangen udvidet, således at der kan rejses regreskrav, hvis skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Denne bestemmelse har medført bekymring hos sygehusansatte, og Tandlægeforenings Praksisforsikring er derfor blevet bedt om at give mulighed for en forsikringsdækning af tandlæger ansat på sygehuse for skader opstået ved grov uagtsomhed, på samme måde som hospitalsansatte læger har.
5. I den nye lov fra 2003 er indført en bestemmelse om, at ”såfremt en amtskommune (nu region) m.v., i gentagne tilfælde har ydet erstatning for skader forvoldt af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, private sygehuse m.v., er amtskommunen (regionen) forpligtet til at indberette dette til Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte tilsynsmæssige foranstaltninger i medfør af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for, hvornår indberetning til styrelsen skal foretages”.