Med vedtagelse af patientforsikringsloven (PFL), som trådte i kraft den 1. juli 1992, ønskede lovgiver at gøre det nemmere for patienter at få erstatning for skader opstået i forbindelse med behandlinger i sundhedsvæsenet. Med vedtagelse af patientforsikringsloven, der i sidste øjeblik blev begrænset til kun at gælde for det offentlige sygehusvæsen, blev det hidtidige ansvarssystem erstattet med en såkaldt "no fault" forsikringsordning, der bygger på følgende hovedelementer:
1) Patientens ret til erstatning beror ikke på, om nogen person har pådraget sig ansvar for skaden i kraft af en begået fejl; culpareglen er erstattet af en form for udvidet virksomhedsansvar.
2) Erstatning ydes gennem en - obligatorisk - forsikringsordning, der finansieres af dem, der driver den pågældende virksomhed (typisk regioner, kommuner m.v.).
3) Selv om erstatningen som udgangspunkt udmåles efter almindelige erstatningsregler, fraviges disse på en række punkter, således at reglerne om erstatningskravet skræddersyes efter de særlige behov på området.
4) Behandlingen af erstatningskrav foregår i et særligt skadereguleringssystem, således at tvister om kravets berettigelse ikke skal afgøres ved domstolene.
Ved lov nr. 430 af 10. juni 2003 er patientforsikringsloven udvidet til også at omfatte den private sektor og omfatter herefter hele sundhedsvæsene. Loven dækker således nu erstatning til patienter eller efterladte til patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, som er foretaget
1) på sygehus eller på vegne af dette,
2) af sundhedspersoner og andet personale som led i den præhospitale indsats efter sygehusloven,
3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i amtstandplejen og under de kommunale sundhedsordninger eller på vegne af disse,
4) på universiteternes tandlægeskoler,
5) af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner,
6) af læger, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til lov om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme, eller
7) af læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger.
Udgangspunktet for udmåling af erstatning er, at den følger reglerne i lov om erstatningsansvar (EAL), og at de almindelige erstatningsansvarsregler i øvrigt finder anvendelse på erstatningskravet. Den vigtigste undtagelse fra EAL er, at erstatning ikke ydes for skader, hvor erstatningskravet er under 10.000 kr.
Patientforsikring i relation til tandskader har sit udspring i ovennævnte forhold, men har dog et lidt andet regelsæt - se under "Historie".